Foto: Colourbox

Forventelig hård Brexit

Danmark skal indgå nye handelspolitiske alliancer og EU nye frihandelsaftaler, hvis Storbritanniens farvel til EU ender i no deal.

I aften skal det britiske parlament stemme om en Brexit-aftale med EU. Alle er er bekymrede for konsekvenserne, hvis der ikke bliver stemt for en aftale.

Hele gartneriområdet som sådan har en mindre samhandel sammenlignet med det øvrige jordbrug. Flere fødevarevirksomheder er bekymrede for lange ventetider ved grænserne og høje toldsatser. Hvis no deal-scenariet bliver til virkelighed, kan den danske fødevareindustri og de relaterede brancher i værste fald forvente en nedgang i vareeksporten på cia. 17 mia. kr.

Derfor har Copenhagen Economics udarbejdet en ny rapport for Miljø- og Fødevareministeriet, hvor 10 af de største danske fødevarevirksomheder, som står for 80 pct. af Danmarks samlede fødevareeksport til Storbritannien, bliver bedt om at pege på alternative markeder og ønsker til myndighederne.

Rapporten er ikke ren dommedagslæsning, for der findes markeder i vækst, som kan matche de britiske priser. Det kan være lande som for eksempel Kina, Hong Kong og Japan for mejeriprodukter samt Sydkorea og Australien for grisekød. Der er dog naturligvis begrænsninger på grund af transporttid for ferske varer, så det er ikke bare at omdirigere den forholdsvis store eksport til Storbritannien, har Jakob Ellemann-Jensen udtalt i forbindelse med rapporten.

Briterne importerer 24 pct. af deres fødevarer, og EU står for 71 pct. af briternes import.

Dansk Gartneri været i kontakt med Landbrugsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen. Der er fortsat mange uklarheder, men hvad vi ved er, at for planter og planteprodukter til eksport gælder de almindelige eksportkrav som til øvrige lande uden for EU. Planter skal anmeldes til eksport, og der skal udstedes plantesundhedscertifikater af Landbrugsstyrelsen. Desuden er der en fortoldningsproces. Det er uklart, hvor lange ventetider der kan forventes i disse processer.

Vi opfordrer til, at man tager kontakt til sine kunder og distributører i Storbritannien for nærmere detaljer, da meget stadig er uvist.

Man kan læse mere i rapporten ”Alternative eksportmarkeder for fødevarer som følge af Brexit”

Fakta om dansk eksport af fødevarer til Storbritannien i 2017

•    Mejeriprodukter: 3,7 mia. kr.
•    Grisekød: 3,4 mia. kr.
•    Fisk og skaldyr: 1,5 mia. kr.
•    Enzymer: 212 mio. kr.
•    Fjerkrækød: 129 mio. kr.
•    Oksekød: 106 mio. kr.
•    Andet (kiks, brød, drikkevarer, korn, grøntsager, æg, sukker m.m.): 2,3 mia. kr.
EU
Publikationer