Kostråd til Måltider

Fødevarestyrelsen har netop lanceret Kostråd til Måltider, der skal gøre det lettere at lave sund og klimavenlig mad i de offentlige køkkener.

I 2021 lancerede Fødevarestyrelsen nye officielle kostråd med fokus på både sundhed og klima. Kostrådene er primært forbrugerrettede og viser vejen til en varieret og planterig kost med 600 gram frugt og grønt dagligt.

I forlængelse af det har Fødevarestyrelsen netop lanceret Kostråd til Måltider, hvor De officielle Kostråd er blevet omsat, så de er målrettet professionelle køkkener. Målet er at få daginstitutioner, skoler og arbejdspladser til at servere sundere og mere klimavenlig mad.

Kostråd til Måltider skal gøre arbejdet med kostrådene mere håndgribeligt for de køkkenprofessionelle. Helt konkret består Kostråd til Måltider af 10 principper for måltider, som er en ”oversættelse” af De officielle Kostråd lavet specifikt til de professionelle køkkener. Der er desuden lavet en råvareoversigt og en guide til portionsstørrelser.

De professionelle køkkener serverer hver dag mad til mange. Alene i de offentlige køkkener serveres der ca. 650.000 måltider dagligt, og der er derfor et stort sundheds- og klimapotentiale i at få køkkenerne til – i højere grad end nu – at lave mad i tråd med De officielle Kostråd.

Læs mere om Kostråd til Måltider på Fødevarestyrelsens hjemmeside. 

Klima
Fødevarer
Frugt og grønt
Frilandsgartnerier
Væksthusgrøntsagssektoren