Af Anne Fabricius / Seniorkonsulent
Kvælstofprognosen for 2018
Store nedbørsmængder betyder, at der må tildeles mere kvælstof på finsand og lerjord. Det skriver Landbrugsstyrelsen i et nyhedsbrev den 16. marts 2018.
Prognosen er baseret på målinger af jordens kvælstofindhold i foråret, som sammenlignes med det gennemsnitlige indhold de sidste 11 år. Prognosen kan derfor både være positiv eller negativ.
Jordens manglende indhold af kvælstof hænger sammen med, at nedbøren i hele landet i efterår- og vintermånederne har været op til 92 mm højere end gennemsnittet de foregående 11 år.
Kvælstofprognosen gælder for marker med vinterkorn og vårsåede afgrøder. Ifølge lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække skal bedriftens samlede kvote for kvælstof korrigeres efter kvælstofprognosen for planperioden.
Kvælstofprognosen for 2018 viser et mindre kvælstofindhold end normalt på finsand, blandede sand- og lerjorder samt lerjord, mens der på grovsandede jorde er normalt kvælstofindhold. Korrektionen af kvoten er afhængig af jordbund og geografisk placering.
Kort med kvælstofkvote kan findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.