Læhegn i hele Danmark

Det er glædeligt, at ordningen med tilskud til læhegn og småbiotoper kan genåbne i 2017. Miljøstyrelsen har tilmed foreslået en væsentlig forenkling af ordningen for ansøgerne, men prioriteringen af projekterne er fortsat til debat.

Tilskud til læhegn og småbeplantninger indgår som et element i de borgerlige partiers aftale om Naturpakken fra maj 2016. Aftalen betyder, at der i alt er afsat 30 mio. kr. til læhegn med et stort potentiale for biodiversitet i perioden 2017-2020.

Et udkast til en ny bekendtgørelse har netop været i høring. Som noget nyt foreslår Miljøstyrelsen, at tilskuddet til etablering af læhegn og småbeplantninger fremover skal beregnes ud fra de tilplantede areal og ikke de faktisk afholdte afgifter. Det vil gøre det lettere både at ansøge om tilskud og at administrere ordningen.

Som et andet nyt tiltag foreslår Miljøstyrelsen, at pengene til tilskud til læhegn og småbeplantninger først og fremmest prioriteres inden for de kommende naturområder, som kommunerne skal udpege i det Grønne Danmarkskort. Det forslag er mere problematisk, fordi det kan betyde reducerede tilskudsmuligheder i visse dele af landet som for eksempel Vestjylland.

Danske Planteskoler/Dansk Gartneri har i sit høringssvar blandt andet peget på, at der er behov for at få flere arter med på den planteliste, som er knyttet til ordningen. Det anvendte plantemateriale skal fortsat stamme fra frøkilder i Danmark eller dansk nærområde.

Læhegn