Af Jens Peter Licht / Seniorkonsulent
Lovændring: begrænsning af muligheder for forrentning af indskudskapitalen
Folketinget vedtog fredag den 2. juni et lovforslag fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Lovforslaget har til formål at begrænse varmeforsyningsvirksomhedernes muligheder for at hæve priserne for varme, derved at forrentningen af indskudskapitalen, bliver indregnet i varmeprisen.
Lovændringen betyder, at varmeforsyningsvirksomhederne alene kan indregne en forrentning af indskudskapitalen i varmepriserne, hvis den anvendes til investering i materielle anlægsaktiver til brug for aktiviteter, der er omfattet af forsyningslovene. Anvender en kommunal forsyningsvirksomhed derimod midler, der hidrører fra forrentning af indskudskapitalen, til at finansiere f.eks. driftsomkostninger såsom brændsel, vil det medføre, at kommunen i forbindelse med en eventuel udlodning vil blive modregnet med 100 pct. Tilsvarende betyder ændringen, at hverken immaterielle eller finansielle anlægsaktiver som f.eks. rettigheder og lign. er omfattet af udtrykket materielle anlægsaktiver. Derimod vil udtrykket omfatte f.eks. investeringer i kraft-varme-anlæg eller en varmtvandskedel
Herved opnås en større sikkerhed for, at midlerne bidrager til langsigtede forbedringer af forsyningsinfrastrukturen og ikke til andre formål.
Lovændringen har virkning fra den 3. maj, som var det tidspunkt, hvor lovforslaget blev fremsat i Folketinget.