Af Bjarne Pugholm Johansen / Seniorkonsulent
Lovgivning i folketingsåret 2016/2017
Ved folketingsårets begyndelse fremlægger statsministeren en kortfattet redegørelse for de lovforslag og forslag til folketingsbeslutninger, som regeringen forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret. Flere af disse lovinitiativer vil kunne få betydning for gartnerierhvervet.
Lovprogrammet for 2016/2017 følger op på regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden” fra juni 2015 og en række indgåede politiske aftaler om vækst og udvikling i hele Danmark og Danmark i balance mv.
I august 2016 fremlagde regeringen ”Helhedsplan for et stærkere Danmark” blandt andet med det formål at skabe øget vækst, flere jobs, stærkere virksomheder og en sundere offentlig økonomi. Lovopfølgningen på dette udspil er af hensyn til de igangværende politiske forhandlinger ikke med i lovkataloget.
Neden for er nævnt en række lovinitiativer fra regeringen, som kan få direkte eller indirekte betydning for det danske gartnerierhverv:
Udfasning af PSO-opkrævningen
Lovforslaget har til formål at implementere en kommende politisk aftale om den langsigtede PSO-løsning.
Lov om Planklagenævn
Med lovforslaget etableres et selvstændigt klagenævn på planområdet.
Ændring af lov om planlægning
Lovforslaget har til formål at give kommuner, virksomheder og borgere mere frihed til at skabe udvikling og vækst, herunder bedre udviklingsmuligheder i landdistrikter, bedre mulighed for byudvikling og produktion.
Ændring af lov om vandplanlægning
Med lovforslaget bemyndiges miljø- og fødevareministeren til at fastsætte regler om inddragelse af kommuner og vandråd i et arbejde om afgrænsning af vandløb i vandområdeplanerne og om kvalificering af udpegningen af modificerede og stærkt modificerede vandløb.
Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet
Lovforslaget har til formål at etablere Miljø- og Fødevareklagenævnet ved at sammenlægge to af Miljø- og Fødevareministeriets nuværende organisationer i et nyt uafhængigt klagenævn.
Lov om skove
Formålet med lovforslaget er at indføre visse lempelser af reglerne om fredskov blandt andet således, at fredsskovarealer vil kunne anvendes til etablering af for eksempel børnehaver, opstilling af vindmøller mv.
Ændring af personskatteloven
Formålet med lovforslaget er at udmønte den del af regeringsgrundlaget, hvorefter regeringen vil sænke skatten for de laveste arbejdsindtægter, så det bedre kan betale sig at arbejde.
Nedsættelse af bo- og arveafgifter
Formålet med lovforslaget er at sænke bo- og arveafgiften gradvist fra de nuværende 15 procent til 5 procent fra og med 2020 i forbindelse med generationsskifte af familieejede erhvervsvirksomheder.
Herudover vil regeringens ministre give Folketinget en række redegørelser i løbet af folketingsåret 2016/2017, blandt andet:
- Redegørelse om klimapolitik
- Redegørelse om energipolitik
- Redegørelse om erhvervsfremme og støtte
- Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse
Lovprogrammet 2016/2017 kan læses i sin helhed på statsministeriets hjemmeside www.stm.dk. Her findes også statsministerens tale ved folketings åbning den 4. oktober 2016.