Foto: Colourbox

Ny forordning for producentorganisationer vedtaget af Kommissionen

Kommissionen har sammen med forvaltningskomiteen igennem 2 år arbejdet med at opdatere forordningen omkring salgsorganisationer for frugt og grønt (PO ordningen)

Det har været intentionen at forenkle og præcisere reglerne og er sket i regi af det såkaldte ”Better Regulation” initiativ. Samtidigt vil man sikre, at ordningen får den rette effekt og at EU midlerne anvendes korrekt. Dette forhold gør det dog vanskeligt, at få gennemført radikale forenklinger.

I de nye regler kommer der en forhøjelse af de referencepriser, der bruges hvis der er behov for at trække produkter ud af markedet. Det er ordninger vi normalt ikke anvender i Danmark. I forordningen er det også forsøgt at skabe større klarhed over hvilke aktioner og investeringer der er tilskudsberettiget under ordningen.

De nye regler er vedtaget af Kommissionen den 13. marts. Herefter har Rådet og EU Parlamentet 2 måneder til at stemme om den nye forordning, hvorefter forordningen forventes at træde i kraft.

I en pressemeddelelsen i forbindelse med Kommissionens vedtagelse udtaler landbrugskommissæren Phil Hogan:

Set i forhold til landbrug og fødevarer i Europa, så er frugt og grøntsags sektoren meget vigtig. EU Kommissionen har og vil fortsætte med, at stå bag denne sektor. Det er meget vigtigt, at de producenter der producerer nogle af de bedste kvalitetsprodukter i verden bliver belønnet passende for deres indsats og at forbrugerne fortsat kan have adgang til den slags produkter.

I PO ordningen er der på EU plan ca. 1.500 producentorganisationer. De omsætter knap halvdelen af den samlede produktion, som har en værdi på 350 milliarder kr. Kommissionen giver et årligt tilskud på 5,25 milliard kr. til de godkendte salgsorganisationer.        

EU
PO
Frugt og grønt