Nye forhandlinger om vedvarende energimål for transport

Kravet om anvendelse af biobrændstoffer til transport vil i 2020 stige fra 5,75 pct. til 10 pct. I februar vil forligskredsen derfor drøfte nye muligheder for at opfylde målsætningen.

Mens der i øjeblikket er et krav om, at biobrændstoffer skal udgøre mindst 5,75 pct. af benzin- og dieselforbruget, vil forpligtelsen til at anvende vedvarende energi i transportsektoren stige til 10 pct. i 2020. I energiaftalen fra 2012 blev det forudsat, at målsætningen skulle opnås alene via et krav om højere iblanding af biobrændstoffer. Ændrede EU-regler muliggør imidlertid også, at for eksempel VE-baseret elektricitet til tog og elbiler eller biogas til rutebusser kan bidrage til målopfyldelsen.

Det forventes, at energiforligskredsen i starten af februar vil drøfte de nye muligheder for at opfylde 2020-målet på baggrund af en ny analyse, som Energistyrelsen har udarbejdet. Det fremgår dog af analysen, at det på trods af bidrag fra el fortsat vil være biobrændstoffer, der skal være primær leverandør ved målopfyldelsen.