Regeringens udspil til en klimahandlingsplan

Regeringen har præsenteret første del af klimahandlingsplanen, der nu skal forhandles med Folketingets partier.

Regeringens udspil til en klimahandlingsplan skal ifølge regeringen gavne klimaet samt skabe fremtidens arbejdspladser. Planen indeholder initiativer, som kan sættes i gang med det samme, og som vil reducere drivhusgasudledningerne på kortere sigt. Samtidig lægges der op til at investere markant i udviklingen af fremtidens grønne teknologier, der skal skabe fundamentet for drivhusgasreduktioner på længere sigt.

Regeringens samlede udspil består af seks hovedspor:

  1. Ny epoke med energiøer
  2. Fremtidens grønne teknologier: Grønne brændstoffer og CO2-fangst
  3. Effektiv brug af energi og renoveringer
  4. Grøn varme til danskerne
  5. Omstilling af og samarbejde med erhvervslivet
  6. Grøn affaldssektor og mere genanvendelse

Forud for præsentationen af udspillet bebudede klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, at det vil blive uden stigninger i CO2-afgiften. Beslutningen om at udelade afgiften på nuværende tidspunkt skyldes ifølge ministeren blandt andet, at mange danskere er blevet presset af coronakrisen. Udspillet til klimahandlingsplanen indeholder dog forhøjelse af rumvarmeafgiften (og altså ikke af procesvarmen), men der ses også initiativer i retning af at fremme energibesparelser og den grønne omstilling i produktionserhverv, landbrug og gartnerier via øgede tilskudsmidler.

Regeringen forventer at indkalde Folketingets partier til de første forhandlinger af udspillet i løbet af næste uge.

Læs mere om regeringens udspil på regeringens hjemmeside.

Klima
Energi
Lovgivning