Frugt- og Grøntprisen 2018

Se de nominerede til årets Frugt- og Grøntpris

Seks dagligvarebutikker er blevet nomineret til Frugt- og Grøntprisen 2018. Butikkerne ligger spredt over hele landet og hører til vidt forskellige dagligvarekæder.

Fællesnævneren for de nominerede dagligvarebutikker er passion:

”Passion kendetegner de seks butikker, der står til at vinde Landbrug & Fødevarers pris til dagligvarekæderne. Enhver butik kan nemlig sælge frugt og grønt, men har du også hjerne og især hjerte med, så har du noget af dét, der skal til for at vinde Frugt- og Grøntprisen,” udtaler jurymedlem og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Lærke Kirstine Lund i en pressemeddelelse.

Juryen bag den eftertragtede pris har på baggrund af en omfattende udvælgelsesrunde besluttet at pege på seks frugt- og grøntafdelinger, der har et ekstra gear:

”At arbejde med frugt og grønt er meget mere end logistik. Det handler om at have sans for de levende og sårbare råvarer, som frugt og grønt er. Enten har man det. Ellers også har man det ikke. Og de frugt- og grøntansvarlige i de seks nominerede butikker har det virkelig,” siger Lærke Kirstine Lund.

Det er muligt for kæderne at vinde prisen i to kategorier: Discount og Supermarked/Hypermarked.

De nominerede i kategorien Discount er:

  • Fakta, Hobro
  • Lidl, Vejle
  • Rema 1000, Marienlund, Odense

De nominerede i kategorien Supermarked/Hypermarked er:

  • Bilka, Skalborg
  • Føtex, Helsingør
  • Kvickly, Holte

Vinderne kåres på Landbrug & Fødevarers branchedag, Fødevaredagen, der finder sted den 9. oktober 2018 på Hindsgavl Slot i Middelfart. Bag Frugt- og Grøntprisen står Landbrug & Fødevarer med Dansk Gartneri og Foreningen Plan Danmark som partnere. 

Fødevarer
Frugt og grønt
Markedsføring