Foto: Colourbox

Tørken medfører alvorlige skader

Jordbruget står i en særdeles alvorlig tørkesituation – den værste siden tørken i 1992. Derfor kæmper Landbrug & Fødevarer for at begrænse skaderne mest muligt.

På nuværende tidspunkt forventer Landbrug & Fødevarer et gennemsnitligt tab på 3.000 kr. pr. ha – det vil sige 4,5 mia. kr. for det samlede danske jordbrug. I resten af Nordeuropa ser det lige så slemt ud, og derfor er der behov for hjælp.

Landbrug & Fødevarer ser på mange potentielle muligheder for at komme til undsætning. På nuværende tidspunkt er der især fokus på virkemidler, som kan lette likviditeten i jordbruget frem til næste høstperiode:

  • Udsættelse af jordskat
  • Momskreditter
  • Forskudsbetaling af landbrugsstøtten

Samtidig gælder det om midlertidigt at suspendere regler, der forhindrer producenterne i at afbøde tørkens følger, herunder også adgang til vandingsvand i tilstrækkelige mængder. Vandingsvandet skal sikres ved lokal dialog med kommunerne om dispensation til at vande mere.

Dansk Gartneri vurderer, at gartnerierhvervet generelt er mindre negativt påvirket end landbruget af tørkesituationen, men forskellene er store både inden for og imellem gartnerierhvervets driftsgrene. De økonomiske virkemidler, som i givet fald tages i anvendelse, bør derfor komme hele jordbruget til gode.

EU
Fødevarer
Tilskudsordninger
Støtteordning