Severin

Severin

Nyhed, 15.december 2023

Generalforsamling i Dansk Gartneri

Sæt kryds i kalenderen den 29. februar 2024, hvor Dansk Gartneri afholder generalforsamling med deltagelse af blandt andre fødevareminister Jacob Jensen.

Den 29. februar 2024 samles medlemmer samt politikere, embedsfolk, samarbejdspartnere og andre interesserede traditionen tro til en inspirerende dag i gartneriets tegn, når Dansk Gartneri afholder generalforsamling på Severin i Middelfart.

Fødevareminister Jacob Jensen har allerede nu takket ja til at deltage med et indlæg om gartnerierhvervet, og der vil være god mulighed for tilhørerne for at stille spørgsmål til ministeren efter indlægget.

Desuden skal der være valg til formandskabet. Henrik Hansen fra JH Planter har meddelt, at han ikke genopstiller, og der skal derfor vælges en ny næstformand for Dansk Gartneri. Kandidater repræsenterende frugt- og grøntområdet, som i henhold til vedtægternes § 3 er stemmeberettigede og valgbare, bedes skriftligt meddele deres kandidatur til Dansk Gartneri via e-mail til danskgartneri@danskgartneri.dk senest den 1. februar 2024. Liste med kandidater til næstformandsposten udsendes sammen med dagsorden for generalforsamlingen og foreningens årsberetning i uge 6.

Mikael Petersen genopstiller som formand for Dansk Gartneri.

Undervejs vil Dansk Gartneri i øvrigt uddele priserne Årets Gartner 2024 og eventuelt Dansk Gartneris Innovationspris for at hylde projekter og aktiviteter til gavn for gartnerisektoren samt den helt ekstraordinære indsats. Vi opfordrer i den forbindelse vores medlemmer til at indstille kandidater ved at indsende begrundede forslag skriftligt til Dansk Gartneri senest den 1. januar 2024. Læs mere i ”Indstil kandidater til Dansk Gartneris priser”.

I Dansk Gartneri håber vi, at mange medlemmer og andre inviterede vil deltage i årets generalforsamling.

Som altid indledes Grøn Dag med årsmøder i Flora Dania og Væksthusgrøntsagssektoren, hvorefter der er fælles fagligt indlæg og siden generalforsamling i Dansk Gartneri. Vi skal gøre opmærksom på, at arrangementet er blevet flyttet til senere på eftermiddagen, og i stedet for frokost byder vi som noget nyt afslutningsvist på middag. Vi håber, at I vil bakke op om denne mulighed for at netværke med andre medlemmer og møde foreningens øvrige interessenter. Yderligere information om tilmelding til middagen følger i det nye år.