Medarbejder

Mette Krull

Nyhed, 02.oktober 2023

Temadag om unge landbrugeres og gartneres etablering

Den 27. november 2023 afholdes en temadag for unge landbrugere og gartnere, der drømmer om at etablere sig på sit eget landbrug eller gartneri.

Har du en drøm om at etablere dit eget landbrug eller gartneri? Så kom med på en temadag med fokus på, hvad der skal til for at etablere sig. På dagen kan du få inspiration fra deltagere og oplægsholdere, som måske er kommet et skridt videre.

”Fremtidens landbrug afhænger af nutidens unge landmænd og unge gartnere. Der venter et uundgåeligt generationsskifte. Vi skal fortsætte den grønne omstilling. Og vi har brug for nye kræfter, der vil landbruget. Jeg ser derfor meget frem til at høre, hvad der giver jer lyst og mod på at etablere jer i erhvervet, når vi ses til temadagen den 27. november 2023. Forhåbentlig kan det være med til at inspirere andre til at vælge landbruget eller gartnerierhvervet som levevej,” udtaler fødevareminister Jacob Jensen.

Program for temadagen

Der er følgende program for dagen:

  • Åbningstale ved fødevareminister Jacob Jensen
  • Erfaringer fra virkeligheden – fire unge fortæller, hvordan de har etableret sig 
  • En investor, en strategisk samarbejdspartner og en bank fortæller, hvordan du gør dig attraktiv for dem
  • Hør om tilskud og finansiering ved Landbrugsstyrelsen og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) 
  • Få gode råd til, hvorfor det er en fordel at deltage i erfagrupper/netværk
  • Det grå guld deler ud af erfaringer fra livet som selvstændig

Detaljer om temadagen

Temadagen er særligt for dig, som drømmer om at etablere din egen bedrift, som læser til produktionsleder- eller agrarøkonom, og som arbejder fuldtid i landbrug eller gartneri.

Temadagen er også for dig, som læser på andet hovedforløb af grunduddannelsen, og som drømmer om at få din egen bedrift. 

Arrangementet afholdes mandag den 27. november 2023 kl. 8.30-16.15 på Bygholm Landbrugsskole, Hattingvej 49, 8700 Horsens. Det er gratis at deltage, og der er fuld forplejning.

Dagen er arrangeret i fællesskab af Landbrugsstyrelsen, Landbrug & Fødevarer, LandboUngdom, Dansk Gartneri, Finans Danmark, Danske Landbrugsskoler, Tænketanken Frej og Bygholm Landbrugsskole.   

Tilmeldingsfristen er den 15. november 2023. Når du er tilmeldt, får du en kvitteringsmail. Hvis du ikke modtager mailen, kan du se, om den ligger under ’’Reklame’’, ’’Uønsket mail’’ eller ’’Spam’’ i dit mailprogram.

Tilmelding til temadagen