
Mads B. Olsen er Årets Gartner 2025
Ved Dansk Gartneris generalforsamling blev Mads B. Olsen anerkendt for sit altid gode humør, flotte økonomiske resultater og et vellykket generationsskifte.
Med uddelingen af prisen Årets Gartner hylder Dansk Gartneri hvert år på sin generalforsamling en initiativtager til aktiviteter eller projekter, som fremmer samarbejde, videndeling og innovation til gavn for det danske gartnerierhverv.
I år tilfaldt æren Mads B. Olsen, der i 2015 overtog Gartneriet Lundegaard i et succesfuldt generationsskifte. Mads er kendt for sit altid positive væsen og omtales da også som Den Glade Gartner – en egenskab, som han flittigt markedsfører sig på.
I sin begrundelse fremhævede Mikael Petersen, formand for Dansk Gartneri, netop Mads’ optimisme på egne og erhvervets vegne, hvilket spreder glæde blandt både kolleger og kunder. Desuden roste han gartneriets nichesortiment, der tiltrækker stor opmærksomhed og giver solide økonomiske resultater.
Det er på baggrund af hans smittende energi, de stabile økonomiske resultater og generationsskiftet af Gartneriet Lundegaard, at Mads B. Olsen er udnævnt til Årets Gartner 2025.
Årets Gartner 2025 er udpeget af bestyrelsen for Dansk Gartneri og belønnes med et indrammet diplom samt 25.000 kr., som er finansieret af Grosserer Hjalmar Hartmanns Jubilæums-Legat.
Læs mere om prisen og find tidligere prismodtagere her.