Ændret krav om sporbarhedskode på plantepas

Den generelle undtagelse for sporbarhedskode ved salg til endelig forbruger ændres pr. 31. december 2021.

Kravet om sporbarhedskode på plantepas til den endelige forbruger udvides pr. 31. december 2021 med otte planteslægter og -arter, der udgør en særlig risiko for spredning af karantæneskadegørere.

En sporbarhedskode på plantepasset gør det muligt at spore planter, der er angrebet af planteskadegørere, tilbage til produktionsstedet og bekæmpe dem her.  Der er i dag en generel undtagelse for sporbarhedskode i plantepasset, hvis planterne er beregnet til den endelige forbruger. Det gælder dog ikke planter, der skal afsættes til en beskyttet zone i EU (”PZ Plant Passport”).

Fra den 31. december 2021 vil otte planteslægter og -arter ikke længere være omfattet af den generelle undtagelse, da de udgør en særlig risiko for spredning af karantæneskadegørere.

Kravet om sporbarhedskode gælder følgende otte planteslægter og -arter, hvoraf de seks sidstnævnte er Xylella fastidiosa-værtsplanter:

  • Solanum tuberosum – kartoffel
  • Citrus sp. – citrus (slægten)
  • Coffea – kaffe
  • Lavandula dentata – tandet lavendel
  • Nerium oleander – nerium
  • Olea europeae – oliven
  • Polygala myrtifolia  – myrtevortemælk
  • Prunus dulcis – mandel

Ændringerne er tilføjet i Vejledning om brugen af plantepas.

EU
Lovgivning
Plantesundhed