Bedre lånemuligheder i landdistrikter

I landdistrikterne står postnummeret ofte i vejen for et boliglån. Derfor lancerer regeringen nu en model med statsgaranti på dele af realkreditbelåningen og nemmere adgang til lån for små virksomheder.

Adgang til finansiering har stor betydning for borgere og virksomheder i landdistrikterne. Derfor lancerer regeringen nu initiativer, som skal gøre det lettere for både borgere og virksomheder at optage lån i landdistrikterne.

Regeringen foreslår, at der indføres en model med statsgaranti på realkreditbelåningen mellem 60 og 80 procent af boligens værdi i postnumre med lave kvadratmeterpriser – det vil sige under 8.000 kr. Det vil betyde, at staten fremover kan garantere for den yderste fjerdedel af lånet.

Modellen skal kunne benyttes i de tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder belåning på grund af for stor usikkerhed om ejendommens værdi i udvalgte områder. For borgerne skal modellen give bedre adgang til finansiering.

I Vækstfonden vil regeringen gøre det lettere for mindre virksomheder at optage nye lån. Den nuværende lånegrænse på 1 mio. kr. for Vækstlån skal ophæves, så mindre virksomheder får bedre mulighed for at udvikle forretningen.
Investering og finansiering