Af Jens Peter Licht / Seniorkonsulent
Brandsikring af jordbærtunneller
Den kommunale byggesagsbehandling ved brandsikring af jordbærtunneller skal fremover ske i overensstemmelse med bilag 8 om præaccepterede løsninger for brandsikring af blandt andet væksthuse. Det gør sagsbehandlingen både nemmere og mindre omkostningstung.
Når de kommunale byggeafdelinger har behandlet byggesager angående jordbærtunneller, der opstilles i det åbne landskab til dyrkning af jordbær, er tunnellerne hidtil blevet indplaceret i brandklasse 3 i sagsbehandlingen. Det skyldes, at det i kommunalt regi har været opfattelsen, at der ikke fandtes præaccepterede løsninger for et byggeri af denne karakter. Indplacering i brandklasse 3 betyder, at der skal en certificeret brandrådgiver ind over sagen, hvilket indebærer, at der i forbindelse med brandsikringen skal ske en indgående og tidskrævende gennemgang af bygningen i hvert enkelt tilfælde, hvilket er med til at fordyre processen.
Eksistensen af præaccepterede løsninger for et givet byggeri betyder derimod, at den kommunale behandling af byggesager i forbindelse med det pågældende byggeri kommer ned i en lavere brandklasse end 3, hvilket indebærer en betydeligt mindre krævende og mindre omkostningstung proces.
Den krævende og omkostningstunge kommunale byggesagsbehandling for jordbærtunneller har foranlediget Dansk Gartneri til at rette henvendelse til den regeladministrerende myndighed på området – Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen – for at drøfte mulige løsninger på problemstillingen. Styrelsen har under disse drøftelser tilkendegivet, at det er styrelsens vurdering, at de gældende præaccepterede løsninger i bilag 8 til Bygningsreglementet (BR18) også finder anvendelse for jordbærtunneller.
Set i lyset af at det nu er opfattelsen, at de gældende regler på området om præaccepterede løsninger for brandsikring også omfatter jordbærtunneller, må det forventes, at brandsikringen ved den kommunale byggesagsbehandling af jordbærtunneller bliver mindre krævende og omkostningstung fremover.