By Growers A/S er Årets Gartner 2018

Der var hæder til By Growers A/S på Dansk Gartneris årlige generalforsamling den 1. marts 2018, hvor gartneriet blev kåret til Årets Gartner 2018 for deres unikke samarbejdsmodel og imponerende forretningsstrategi.

I forbindelse med sin generalforsamling den 1. marts 2018 udnævnte Dansk Gartneri gartneriet By Growers A/S til Årets Gartner 2018.

I sin begrundelse forklarede formand Jørgen Andersen, at udnævnelsen sker på baggrund af ”en unik og slagkraftig samarbejdsmodel, en imponerende evne til at indsluse nye arealer og medarbejdere samt et talent for at skabe et stort sortiment i produktionen og fastholde omsætningen i erhvervet.”

By Growers A/S opstod for bare fire år siden, da gartnerierne Abildgaard og Kærby besluttede sig for at fusionere. Nicolai Abildgaard, der var indehaver af Gartneriet Abildgaard, og Preben Damm og Claus Petersen, der sammen ejede Gartneriet Kærby, har siden vist sig at være en slagkraftig trio, som supplerer hinanden utroligt godt.

Siden fusionen er flere arealer kommet til, og med baggrund i en strategiplan blev produktionen lagt an på et betydeligt bredere sortiment og målrettet udvalgte kunder og kundesegmenter. By Growers A/S er i dag således et af landets største væksthusgartnerier med et samlet areal på omkring 200.000 m2 og en årlig produktion på 27 mio. planter.

Med uddelingen af prisen Årets Gartner hylder Dansk Gartneri hvert år en initiativtager til aktiviteter eller projekter, som fremmer samarbejde, videndeling og innovation til gavn for det danske gartnerierhverv.

Foto: Lotte Bjarke

Grøn Dag