Dansk Gartneri råber politikerne op

Juni har stået i gassens og den grønne omstillings tegn. Stigende gaspriser og udsigten til den grønne skattereforms klimakvoter betyder, at gartnerierne går en usikker tid i møde.

I Dansk Gartneri har vi trukket bekymringerne fra gartneribranchen ind til politikerne på Christiansborg, hvor administrerende direktør Jesper Beinov har haft foretræde for ordførere og ministre.

Ligeledes er der blevet bragt flere debatindlæg i de landsdækkende aviser. I tirsdags havde Jesper Beinov i samarbejde med konstitueret administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen således en kronik i Avisen Danmark, hvor de i fællesskab gjorde opmærksom på, at den grønne skattereform risikerer at gå ud over den danske fødevareproduktion og innovation i landbruget og gartnerierne. I sidste ende kommer det til at koste gartnerier livet og dermed også arbejdspladser i Danmark.

Følger man Dansk Gartneri på de sociale medier, har man gennem en række videoer kunne følge med i vores arbejde for at gøre opmærksom på de problemer, som vores branche står over for. Hvis man er gået glip af videoerne, kan de ses på vores Facebookside og LinkedIn-side.

Regeringens grønne skattereform ventes at være lige på trapperne, og vi følger naturligvis situationen nøje.
Energi
Klima