Energistyrelsen går et niveau op i gasberedskab

Energistyrelsen har erklæret Early Warning på grund af usikkerhed om gasleverancer fra Rusland.

Energistyrelsen udmeldte den 20. juni en såkaldt ”Early Warning”. Det betyder, at Energistyrelsen er gået et niveau op i gasberedskab. Early Warning er første niveau i den samlede plan for at sikre gas i tilfælde af en alvorlig forsyningskrise. Det er et signal til aktørerne på gasmarkedet om, at der kan komme en egentlig forsyningskrise, og det skal de derfor forberede sig på. Early Warning er erklæret, som følge af at der nu kommer markant mindre gas fra Rusland til det europæiske gasmarked.

De danske gaslagre er p.t. ca. 75 procent fyldt op, og der fyldes fortsat gas på. Den fælles EU-målsætning er, at lagrene skal være 80 procent fyldt den 1. november 2022.  Aktuelt får vi omkring 26 procent af vores gasforbrug i Danmark fra vores biogasanlæg.

Hvis der opstår en alvorlig gasforsyningskrise, har Energistyrelsen en nødplan klar. Planen omfatter blandt andet frigivelse af nødlagre, og at de største gasforbrugende virksomheder kan få reduceret eller stoppet leverancen af gas i en periode. Energistyrelsen understreger, at sådan som situationen ser ud lige nu, er der ikke aktuelt planer om at lukke helt eller delvist for gassen til disse virksomheder.

Energistyrelsen vil indkalde de ikke-beskyttede gaskunder til et møde om situationen, ligesom styrelsen understreger, at de står til rådighed med hjælp til virksomhederne, herunder hvad der kan erstatte gas, energibesparelser m.v.

Energi