Foto: Colourbox

EU-dom afgør ny status for NBT

Den 25. juli 2018 afgjorde en enig EU-Domstol, at planter fremkommet ved hjælp af NBT (New Breeding Techniques), herunder for eksempel CRISP/CAS9, kan sidestilles med genmodificerede planter (GMO’er).

Dommen betyder, at planter, som er fremkommet ved hjælp af en af disse nye metoder, fremover skal testes og mærkes, sådan som man gør med GMO’er i overensstemmelse med Udsætningsdirektivet 2001/18.  Det er en ret dyr og tidskrævende proces, som derfor oftest kun kan udføres af store virksomheder.

De ”gamle” metoder, hvor der anvendes mutationer med bestråling og kemikalier, betragtes fortsat ikke om GMO’er.

Kommissionen kan beslutte, at GMO-direktivet 503/2013 skal ændres, således at genredigering fremkommet ved hjælp af NBT ikke er en del af dette. Det er dog en meget langsommelig proces. EFSA skal i givet fald undersøge den mulighed.

Beslutningen betyder i øvrigt, at virksomheder uden for EU, som vil eksportere til EU, skal garantere, at materialet er uden genredigering.

Planteforædlere, landmænd, gartnere m.v. har i snart fem år ventet på, at Kommissionen skulle komme med en tolkning af, hvordan NBT’erne skal reguleres. Desværre har Kommissionen været tilbageholdende. I 2017 indbragte Frankrig en sag om en konkret NBT for den europæiske domstol.

Generaladvokaten kom i januar 2018 med en foreløbig udtalelse, som lå meget på linje med den strategi, som har været lagt i en dansk NBT-gruppe med deltagelse af Landbrug & Fødevarer, DAKOFA, planteforædlere, frøavlere og universiteter, nemlig at enzymatiske mutageneser skal være omfattet af den generelle mutageneseundtagelse i Annex 1 B i Udsætningsdirektivet (GMO-direktivet).

Uheldigvis faldt den endelige dom modsat ud, idet det blev konstateret, at det kun er de mutageneseteknikker (radioaktiv bestråling og kemisk mutagenese), som var kendte, da direktivet blev revideret i 2001, der er omfattet. Derfor fastslås, at enzymatiske mutageneser (præcisionsforædling) også er en GMO med alt, hvad det indebærer.

Den 22. august 2018 var der møde i den danske NBT-gruppe med henblik på at lægge en strategi for, hvordan man kan arbejde videre inden for rammerne.

EU
Forskning og innovation