Ole Krohn

Per Morten Abrahamsen

Nyhed, 08.februar 2024

Generalforsamling i Dansk Gartneri

Den 29. februar 2024 inviterer Dansk Gartneri til generalforsamling, hvor du blandt andre kan høre et indlæg ved finanskommentator og journalist Ole Krohn.

Traditionen tro vil gartneribranchen være samlet på Severin i Middelfart, når Dansk Gartneri afholder sin årlige generalforsamling den 29. februar 2024 kl. 17.00.

Inden generalforsamlingen vil Ole Krohn holde et indlæg med titlen "Den økonomiske tilstand – både i særtilfælde og generelt". Som finanskommentator og journalist har Ole Krohn dækket nogle af de største finanshistorier i Danmark, herunder Stein Bagger-sagen og de bankpakker, der skulle holde hånden under de danske banker under finanskrisen. I dette indlæg stiller han skarpt på landets generelle økonomiske tilstand her og nu og deler ud af sin viden om de underliggende økonomiske faktorer, der spiller en afgørende rolle for, hvordan erhvervslivet udfolder sig.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen er desværre blevet forhindret i at deltage på grund af regeringsmøder, men vi håber at kunne afspille en personlig videohilsen fra ministeren under generalforsamlingen.

Derudover skal der være valg til formandskabet. Henrik Hansen fra JH Planter har meddelt, at han ikke genopstiller, og der skal derfor vælges en ny næstformand for Dansk Gartneri. Michael Kongstad fra Glade Groensager er indstillet som eneste kandidat til posten inden for tidsfristen den 1. februar 2024. Mikael Petersen genopstiller som formand for Dansk Gartneri i en ny periode.

Undervejs vil Dansk Gartneri desuden uddele priserne Årets Gartner 2024 og Dansk Gartneris Innovationspris for at hylde projekter og aktiviteter til gavn for gartnerierhvervet samt den helt ekstraordinære indsats.

Afslutningsvist byder vi som noget nyt på middag. Vi håber, at I vil bakke op om denne mulighed for at netværke med andre medlemmer og møde foreningens interessenter. Middagen er gratis for Dansk Gartneris medlemmer med én ekstra gæst og for øvrige inviterede. Vi gør opmærksom på, at der ved udeblivelse vil blive opkrævet et no show-gebyr på 285 kr. pr. person.

Tilmelding til generalforsamling og eventuelt middag bedes af hensyn til det praktiske arrangement venligst ske senest torsdag den 22. februar 2024 ved at udfylde vores online tilmeldingsskema.

I Dansk Gartneri håber vi, at mange medlemmer og andre inviterede vil deltage i årets generalforsamling.

Som altid afholdes generalforsamlingen i forbindelse med Grøn Dag, hvor Flora Dania og Væksthusgrøntsagssektoren afholder deres årsmøder om eftermiddagen.