Jørgen K. Andersen: ”Vi har medvind blandt forbrugerne”

Der var en god stemning blandt de mange fremmødte, da Dansk Gartneri afholdt generalforsamling den 28. februar 2019 på Hotel Nyborg Strand.

Den 28. februar 2019 havde Dansk Gartneri sat den danske gartneribranche samt politikere, embedsfolk, samarbejdspartnere og andre interesserede stævne på Hotel Nyborg Strand til foreningens årlige generalforsamling.

Efter et lærerigt indlæg ved sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen om forbrugertrends og bæredygtighed aflagde formandskabet foreningens beretning, hvor de blandt andet beskrev de opgaver og udfordringer, som Dansk Gartneri har arbejdet med i det forgangne år.

Fra talerstolen kunne formand Jørgen K. Andersen i den forbindelse berette om fortsat økonomisk fremgang i de fleste af gartnerierhvervets driftsgrene, omend resultatet ikke er på niveau med 2017, som var et rekordår: ”Som gartnere ved vi godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, men mindre kan også gøre det.” Han fremhævede, at der satses på gartnerierhvervet, som fortsat er præget af stor optimisme, og at erhvervet har medvind blandt forbrugerne, fordi det producerer de produkter, der kan bidrage til løsninger på det spiselige område og det grønne miljø. ”Der er derfor heller ingen tvivl om, at vi skal vi have endnu mere fokus på bæredygtighed. Det kan vi også godt, hvis vi fortsat kan opretholde de gode resultater. Det hænger sammen,” understregede Jørgen K. Andersen.

Generalforsamlingen bød desuden på genvalg til Jørgen K. Andersen og Søren Flink Madsen som henholdsvis formand og næstformand, begge uden modkandidater. Afslutningsvis blev Claus Feldborg fra Feldborg A/S kåret som Årets Gartner 2019, mens Henning Jørgensen fra Økologihaven ApS blev tildelt Dansk Gartneris Innovationspris.

Foto: Lotte Bjarke
Grøn Dag