Nye rentefrie momslån

Folketinget har vedtaget loven om, at små og mellemstore virksomheder kan optage et rentefrit lån svarende til den moms, som virksomheden skal indberette og afregne den 1. marts 2021.

Mindre virksomheder, der afregner moms kvartalsvist, kan optage et momslån på et beløb svarende til momstilsvaret for tredje og fjerde kvartal af 2020. Mellemstore virksomheder, der afregner moms halvårligt, kan optage et momslån svarende til momstilsvaret for første og andet halvår af 2020.

For at kunne optage det nye momslån skal momsen være indberettet rettidigt til fristen den 1. marts 2021, men det er ikke et krav, at momsen er blevet betalt rettidigt, for at kunne komme i betragtning til et momslån.

Ordningen forventes åbnet for ansøgning midt i marts. Ansøgning skal ske på www.virk.dk.

Lånet skal tilbagebetales senest den 1. februar 2022.

Læs mere om dine muligheder for at søge kompensation for faste omkostninger, kompensation til selvstændige, løntilskud m.v. samt de aktuelle restriktioner og anbefalinger, der gælder for din virksomhed i forbindelse med COVID-19, på www.virksomhedsguiden.dk.

Corona