Af Mette Buch Krarup / Projektleder Marianne Kjær / Afdelingskoordinator
Sommerens Madskoler aflyses
I lyset af coronakrisen er det blevet besluttet at aflyse årets Madskoler. Tryghed og sikkerhed for frivillige og børn kommer først, og usikkerheden om retningslinjerne er for stor, lyder begrundelsen.
Beslutningen om at aflyse sommerens Madskoler er blevet truffet, selvom der forventes at blive åbnet for både sommerferieaktiviteter og indendørs foreningsaktiviteter i tredje fase af genåbningen. Først på et senere tidspunkt vil et såkaldt sektorpartnerskab dog afgøre, hvilke indendørs foreningsaktiviteter der kan blive afholdt.
”Alt i forhold til fase tre beror på rigtig mange hvis'er. Derfor har vi sat aktiviteterne på Madskoler op imod de sundhedsfaglige retningslinjer, der eksisterer på nuværende tidspunkt. Og her må vi bare konstatere, at de rammer, vi vil være nødsaget til at lægge ned over Madskoler, vil ændre hele vores koncept. Det synes vi hverken børn eller frivillige er tjent med,” forklarer Line Munk Damsgaard, ernæringschef i Landbrug & Fødevarer samt projektleder af Madskoler, i en pressemeddelelse.
I stedet undersøges mulighederne for alternative madaktiviteter senere på året, ligesom Madskoler er klar til igen at give børn sjove og lærerige oplevelser med mad i sommeren 2021.
Madskoler arrangeres af børne- og ungdomsorganisationen 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Blandt sponsorerne er Dansk Gartneri, som bakker op om beslutningen og ser frem til, at madglade børn igen kan lære at lave mad med sæsonens frugt og grønt.
For yderligere information henvises til formand for 4H Henrik Dalum, telefon 2236 0870, samt ernæringschef i Landbrug & Fødevarer Line Damsgaard, telefon 2724 5622.