EU vedtager nye økologiregler

Efter mere end fire års intense forhandlinger er der opnået enighed om en ny økologiforordning. En af knasterne i forhandlingerne har været reglerne for økologisk væksthusproduktion. Læs her, hvad den nye forordning kommer til at betyde.

EU's økologiforordning fastsætter de overordnede rammer for, hvordan økologiske produkter skal produceres, forarbejdes, importeres, kontrolleres og markedsføreres i EU's medlemslande. Den nye økologiforordning er endelig vedtaget, og reglerne skal anvendes fra den 1. januar 2021.

Den nye økologiforordning indeholder en række nye bestemmelser, som får betydning for de danske økologiske producenter. Som konkrete eksempler kan nævnes:

  • Dyrkning af afgrøder i afgrænsede bede er kun tilladt for arealer, der er certificeret som økologiske med henblik på denne praksis inden den 28. juni 2017 i Danmark, Finland og Sverige. Dispensationen løber til den 31. december 2030.
  • Inden udgangen af 2025 skal Kommissionen forelægge en rapport om anvendelsen af afgrænsede bede. Rapporten kan om nødvendigt ledsages af et forslag til lovgivning om anvendelse af afgrænsede bede inden for økologisk produktion.
  • Kravet om årlig økologikontrol opretholdes grundlæggende, men med mulighed for justering for visse producenter med lav risikoprofil.
  • Detailhandlen kan ikke længere undtages for økologikontrol.

Der indføres ikke en obligatorisk pesticidgrænseværdi for økologi, men medlemslande, der har indført en national grænseværdi, kan videreføre denne. Danmark har ikke en særlig grænseværdi for økologi.

EU's nuværende økologiregler gælder fortsat frem til udgangen af 2020, hvor den nye forordning træder i kraft. De mere detaljerede regler – gennemførelsesbestemmelserne – skal forhandles på EU-niveau de kommende år, så et komplet regelsæt er klar den 1. januar 2021.

Læs den nye økologiforordning her.

EU
Økologi