Belastningen fra pesticider er rekordlav

Bekæmpelsesmiddelstatistikken for 2020 viser, at den solgte mængde pesticider er stort set uændret i forhold til de tre foregående år. Belastningen fra anvendelsen af pesticider er dog rekordlav.

Målsætningen i Pesticidstrategi 2017-2021 er fortsat opfyldt, viser bekæmpelsesmiddelstatistikken for 2020, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse. Samtidig viser statistikken, at belastningen fra anvendelsen af pesticider er faldet markant i forhold til tidligere år.
 
Bekæmpelsesmiddelstatistikken udgives årligt og er baseret dels på de salgstal for biocider og pesticider, som kemikalieproducenterne har indberettet for kalenderåret 2020, dels på det forbrug af pesticider, som jordbrugerne har indberettet for dyrkningsperioden fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2020.
 
I statistikken opgøres pesticidbelastningsindikatoren (PBI), der viser udviklingen i miljø- og sundhedsbelastningen fra de pesticider, som danske jordbrugere køber til at bekæmpe ukrudt, svampe og andre skadevoldere i deres afgrøder. Målsætningen i Pesticidstrategi 2017-2021 er, at PBI baseret på salgstal maksimalt må være på 1,96, hvilket svarer til en reduktion på mindst 40 procent i forhold til 2011, der er referenceåret for målsætningen. PBI er faldet med 49 procent siden 2011 og er på 1,66 i 2020. Målsætningen er dermed fortsat opfyldt.
 
PBI er også beregnet på baggrund af jordbrugernes indberettede forbrug af pesticider, hvilket giver en PBI i dyrkningsåret 2019/2020 på 1,39. Dette er 53 procent lavere end i planåret 2010/2011, som var det første år, hvor jordbrugerne indberettede deres forbrug af pesticider. Den lave PBI for forbrugstal var blandt andet påvirket af de dyrkningsmæssige forhold i planåret.
 
Faldet i PBI for forbruget af pesticider skyldes yderligere, at der i landbruget i dag anvendes midler, som har en markant lavere miljø- og sundhedsbelastning sammenlignet med tidligere år, hvilket skyldes en fortsat substitution mod anvendelse af mindre belastende midler, der har en lavere afgift.
 
Rapporten kan læses på Miljøministeriets hjemmeside
Publikationer
Pesticider
Plantesundhed
Miljø