De nominerede til Frugt- og Grøntprisen 2020 er fundet

I alt er seks dagligvarebutikker blevet nomineret til årets frugt- og grøntpris. Prisen uddeles hvert år til de butikker, der udmærker sig ved en særligt inspirerende frugt- og grøntafdeling med friske varer og et bredt sortiment.

Særligt i år er der butikker, der fortjener at blive hædret, da de har været med til at holde hjulene i gang og formået at holde et højt niveau i en svær tid.

”Det har været et udfordrende år for landets dagligvarebutikker. Efterspørgslen har været enorm, og leverancerne har ikke altid slået til. At det er lykkedes dagligvarekæderne at holde varer på hylderne er imponerende,” udtaler Lærke Lund, jurymedlem og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

En jury bestående af repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer og Dansk Gartneri samt indkøbsansvarlige og sortimentschefer fra dagligvarekæderne har ud fra en række skarpe kriterier udpeget seks nominerede til Frugt- og Grøntprisen 2020.

Det er muligt for kæderne at vinde prisen i to kategorier: Discount og Supermarked/Hypermarked.

De nominerede i kategorien Discount er:

  • ALDI, Thisted
  • Lidl, Dirch Passers Allé, Frederiksberg
  • REMA 1000, Fårevejle

De nominerede i kategorien Supermarked/Hypermarked er:

  • Mad&Vin, Magasin, København K
  • MENY, Fredericia
  • SPAR, Teglholmen, København S

Vinderne af årets frugt- og grøntpris kåres på Landbrug & Fødevarers store og festlige branchedag, der løber af stablen den 29. september 2020 på Hindsgavl Slot. Bag prisen står Landbrug & Fødevarer, Dansk Gartneri og Foreningen Plan Danmark.

Frugt og grønt
Fødevarer
Markedsføring