Delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer

Den 7.-8. november 2018 afholdt Landbrug & Fødevarer delegeretmøde i Herning med både ministerbesøg og kampvalg til posten som viceformand.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen samt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen deltog med indlæg. Der var mange roser til landbruget, men ikke lovning på at fjerne jordskatterne og pesticidafgiften.

Thor Gunnar Kofoed blev valgt som ny viceformand i Landbrug & Fødevarer, efter at Lars Hvidtfeldt valgte ikke at genopstille. 59-årige Thor Gunnar Kofoed driver til daglig et landbrug ved Nexø, hvor han har ca. 150 ha med forskellige frøafgrøder.

Martin Merrild fortsætter som formand for Landbrug & Fødevarer. Han blev valgt uden modkandidat og sidder for de næste to år.