EU3

Nyt mål for energibesparelser i EU

EU har nu også fået et nyt mål for energieffektivitet i 2030.

Om aftenen den 19. juni 2018 lykkedes det. Forhandlerne blev enige om at opdatere EU's energieffektivitetsdirektiv, så man nu stiler efter et mål på 32,5 pct. i 2030. Det er endnu småt med detaljer om aftalen, men det lader til at blive et ikke-bindende mål. Kravene til de enkelte lande bliver en årlig besparelse på 0,8 pct., hvor det hidtidige direktiv krævede 1,5 pct.

EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, glæder sig over aftalen.

"Det er et stort skridt for Europas energiuafhængighed. Store dele af vores udgifter til fossile brændsler bliver nu i stedet investeret i mere effektive bygninger, produktion og transport. Det nye mål på 32,5 pct. vil booste konkurrenceevnen, skabe job, give lavere energiregninger, hjælpe i kampen mod energifattigdom og forbedre luftkvaliteten," siger han i en pressemeddelelse.
EU
Energi
Miljø